Vi prædiker udvikling, men beklager os når noget er anderledes

Forandring

Hun siger at det har forandret sig, og derfor er der ikke den opbakning der var før. Det var meget lettere før. Frivillige var frivillige og villige til at være stabile og enkle at arbejde sammen med. Nu… nu er det helt andre vilkår. Jeg lytter til hende, og tænker: ”hun arbejder da normalt for udvikling.”

Billedtitel:model så meget kærlighed

Jo ældre man bliver, jo hurtigere løb man

Det er så taknemmeligt at huske alting bedre før. På en måde er det en god evne som menneske at glemme alt det irriterende og huske det gode, men når det kommer til sammenligninger af hvordan det var før, og hvordan det er nu, så er ”den gang” sjovt nok altid bedre end ”nu”. Jeg har altid ment at det absurd at lave sådan nogle sammenligninger. Konteksten har jo ændret sig, og den har ændret sig på mange måder, som vi ikke ser, eller ikke tænker på. Verden er mere kompleks end vi kan overskue den. Så sammenligninger er absolut absurde.

Anderledes

Anderledes er hverken bedre eller dårligere men bare anderledes. Glem det der med at dømme over det. når det er anderledes er der nye muligheder, men gamle forsvinder. Og det kræver opmærksomhed at se hvad der sker, og se de nye muligheder. De nye handlingsrum. Og selvfølgelig kan vi alle komme til at savne plejer. For de aftaler har en tendens til at være meget lettere. Men vi kan ikke prædike udvikling og så ikke ville undvære noget af det vi har. Hvis vi udvikler os, forlader vi både lette og svære ting.

Stifinder

Så udfordringen er hele tiden at have blikket stift rettet mod de muligheder, og resurser der kommer til syne efterhånden som vi bevæger os. vi skal være som en stifinder der er på vej, og kender retningen, men ikke vejene. Vi skal ikke slå hjernen fra, og kun tænke på et opdigtet mål, så vi kan sige: ”nu er vi her!”. Vi skal kikke os omkring og finde stierne. Det er som at være på eventyr. Og en gang imellem får man våde fødder, men bare man får dem tørret, er det ok.

Jeg vil ikke sige

Jeg nægter at være kulturpessimist, og insisterer altid på at det er bedre nu end før. Hvis jeg ikke kan se det, er det fordi jeg ikke har fået øje på det. det betyder at jeg bliver nød til at se efter de resurser der gemmer sig, ellers kommer jeg til at føle mig som en gammel bitter mand. Jeg vil ikke sige: ”det var meget bedre dengang…”

Fortæl en historie - om dig selv

Fortælling

Vi fortæller historier til hinanden på en arbejdsplads. Vi fortæller om vores private liv, med sjove oplevelser og anekdoter. Vi fortæller om hvad vi oplever på vores arbejdsplads. Denne fortælling er også en fortolkning af hvad vi oplever. Vi fortæller ud fra hvilke øjne der ser, og derfor ud fra vores egne øjne, i lige den kontekst vi er i. Historierne flyder over alt. Både indbyrdes personale, og personale og ledelse, og ledelse personale, vi snakker løs for at bringe vores fortolkning på banen.

Gør vi det så for at styrke vores eget billede, eller for at høre hvad de andre har at sige til fortolkningen?

Vil vi dyrke vores egen historie og gøre den dominerende i billedet af fortolkninger? Eller er historien et ønske om at brede verden ud for kollegaerne? Fortælling er et ledelsesredskab. Det vi fortæller som ledere er vores fortolkning af verden, og vi kan gøre det for at dominere med vores fortolkning af verden, eller for at berige. Hvis vores historier bliver for frigide, og svære at kunne bruge til noget.

billedtitel: Kvindesmil

En historie kan fortælles så meget at den mister troværdighed. Så kan man fortælle lige hvad man vil.

En historie kan bare ignoreres af lytterne. Den skal give mening for dem, før at den kan bruges.

Alle på arbejdspladsen bidrager til den samlede fortælling og fortolkning af verden, og man kan ikke som leder sætte sig på fortolkningen. Man kan som Michala Schnoor siger, være medforfatter. Og i det forfatterskab er det vigtigt at man har fortrolighed og mening. Vi kan gøre meget med fortællinger, men vi kan ikke dominere mere end ørerne der lytter giver lov til. En hel enkel begrænsning: Ørerne bliver lukket.

Hvad vi bringer på banen

Hvad vi bringer på banen kommer an på konteksten hvem vi er i selskab med og hvor vi er. Konteksten personalemøde, kan bringe helt andre historier på banen end konteksten kaffepause. Og hvis vi er sammen med nogen vi gerne vil være loyale overfor, vil vi nok fortælle historier der knytter sig til deres, og måske endda underbygger deres fortolkning. Og det er ikke så dårligt. Men det kan også være her man skal tænke sig om når man bruger fortælling som ledelsesredskab. Der skal faldes ind i konteksten.

Sprogbuffet

Der kan være visse ord vi sætter på bordet, begreber der bliver sat på banen, og de kan farve hele historien. Ord kommer ikke alene, de har en hel gruppe med sig. Vinder kommer med taber. Rettigheder kommer med retfærdighed. Mangel kommer med resurser.

Som leder er man ikke ene om at sætte ord på buffeten. Som medforfatter, er personalet og brugere med til at sætte ord frem, og ord kan ikke forbydes. De er frie og vil ikke lægges i lænker. De vil bruges og være en del af verden, og lige meget hvor meget vi ønsker kontekst eller sprogbuffet ændre sig er der heldigvis ikke en verden hvor der er nogen der har kontrol over hverken kontekst eller ord.

Udviklingsrum

Her er der muligheder for udvikling. Det er et udviklingsrum i historierne og måske kan vi fortælle historier på ny, eller med nye ord, så de bliver fortolkende på måder der kan fortælles videre på. Historier som kan fortsættes har en åbning til at alle kan bidrage. Jo flere der bidrager, jo mere nuanceret og mangfoldig bliver fortællingen.

Vi fortæller verden og husk: Vi vil gerne fortælles som den bedste version af os selv.

Del

Inspiration

”Share” står der på knappen. ”Del” er blevet den mest inspirerende mulighed for mig. Jeg stirrer på ikonet på min computer. Jeg kan dele ud med et enkelt tryk. Jeg bliver opfordret til at dele flere gange om dagen. Hvis jeg kommer ind på en hjemmeside hvor der ikke er en ”share”-mulighed, bliver det helt underligt. Vil de ikke være en del af et fællesskab? Vil de ikke være med? Det er som om de spiller kostbare, på et meget upassende tidspunkt.

billedtitel: Mus på stribe

Intet underskud

I IT-verdenen er der ikke underskud – du kan altid lave mere. Et opslag, et billede, en ide kan deles uden at der bliver mindre af den. Faktisk vokser den af at blive bredt ud. Der er altid mulighed for at lave et billede mere. Derfor deler vi gladelig det med hinanden. Vi giver det til hinanden, gratis! Det er egentligt generøst. Når vi kan dele så gør vi det. Nærighed er lig med død i den verden.

Gratis

Hvad gør det ved os at vi lige pludselig kan dele med hinanden og gør det? Hvordan ændrer det vores måde at være i verden på? Kan vi se at det har lavet om på os? Derfra hvor jeg ser, synes jeg at ane noget: Gratis bliver nærmest et fjollet udtryk. Det er vores. Vi anerkender at vi ikke bare kan selv, men at det vi skaber er på baggrund af det andre har lavet.

Ophavsrettigheder er væk

Musik og film, som før var varer man købte, er blevet noget man deler. Eller det vil sige: der er vi jo ikke helt endnu, men alt peger i den retning. Bands giver deres musik bort. Engang var det forbudt at tage billeder til en koncert. I dag styrker det et band hvis folk filmer koncerten og ligger den ud, og deler den ud.

Del ud

Jeg tænker på at dele ud. Hvordan denne blog netop blev til på grund af den store følelse af at dele med hinanden. Måske skal vi som ledere også dele ud og være generøse med os selv. Dele problemerne, dele bekymringerne og dele glæderne. Måske giver det deltagelse at delagtiggøre?

”Share”

Jeg stirrer på ”Share”-ikonet, som om den har en hemmelighed jeg måske kan få lokket ud af den. Jeg bliver grebet og forundret. En følelse der fylder mig med små bobler. Som champagne i blodet. Hvordan kommer den knap til at ændre verden? Hvad kan mine børn nu som jeg skal lære? Hvad har de lært af ”Share”?

God Sommerferie - vi ses i september

Min blog holder sommerferie. Tak til alle der har læst med. Jeg Håber vi ses til september.

Billedtitel: Vink Farvel

Mellem ja og nej

Undgå ja eller nej.

Det er bedst med spørgsmål der kan besvares med andet end ja eller nej. Det er ikke valgmuligheder at have. Jeg går efter at have så mange muligheder som muligt. Så stort et mulighedsrum som muligt. Min ledelse går ud på at præventivt undgå spørgsmål der besvares med ja eller nej. Derfor bliver jeg næsten helt ærgerlig når jeg får sådan et spørgsmål.

At åbne mulighedsrum

Jeg tror på kompleksitet. En ting er ja og nej, men der er en masse i mellem de to svar. De er for mig at se polerne, og der er et rum mellem de to svar. Jeg ved godt at sproget kommer til kort her. Hvad hedder de svar? Måske, øh, ved ikke?

Billedtitel: Regngråd

Enten-eller, både-og

En hjælper til det er den moderne fysik. En eletron kan godt være to steder på en gang. Den er ikke enten eller. Den er både og. Den eksisterer i et felt. Som om den er tværet ud. Hvis vi skal mindske den kompleksitet så kan vi vælge at se hvor den er, men så kan vi ikke se hvilken retning den har. Vi kan også vælge at se hvilken retning den har, men så kan vi ikke se hvor den er. Altså vil vores bedste svar altid være et felt, et mulighedsrum. Så selv det mest konkrete (vores verdens byggesten) kræver vi forstår, at svar er i rum og ikke i et punkt. Det giver os til gengæld langt mere spillerum.

Et gæt, en usikkerhed, en sandsynlighed

Her mener jeg at vi kan lære noget om beslutningstagning. Vi er altid i et felt hvis vi skal vide mest. Et gæt, en usikkerhed, en sandsynlighed. Hvis vi kun ser ja og nej, er der en masse vi ikke får at vide. Så vi skal kunne være mellem et ja og nej. Åbne feltet op og se på hvad det er. Hvad ligger der mellem ja og nej.

At kompleksitere

Jeg kan godt lide at kompleksitere. Det er ikke altid populært. Det er ikke altid lettere kompleksitet, og der er forskel på hvor meget kompleksitet vi synes er fedt. Altså som mennesker. Derfor er der også forskel på hvor konstruktivt det er. Men for mig er det der at det spændende er. Hverken i punkt eller retning. Hverken i ja eller nej. Men lige der mellem ja og nej, punkt og retning.