Del

Inspiration

”Share” står der på knappen. ”Del” er blevet den mest inspirerende mulighed for mig. Jeg stirrer på ikonet på min computer. Jeg kan dele ud med et enkelt tryk. Jeg bliver opfordret til at dele flere gange om dagen. Hvis jeg kommer ind på en hjemmeside hvor der ikke er en ”share”-mulighed, bliver det helt underligt. Vil de ikke være en del af et fællesskab? Vil de ikke være med? Det er som om de spiller kostbare, på et meget upassende tidspunkt.

billedtitel: Mus på stribe

Intet underskud

I IT-verdenen er der ikke underskud – du kan altid lave mere. Et opslag, et billede, en ide kan deles uden at der bliver mindre af den. Faktisk vokser den af at blive bredt ud. Der er altid mulighed for at lave et billede mere. Derfor deler vi gladelig det med hinanden. Vi giver det til hinanden, gratis! Det er egentligt generøst. Når vi kan dele så gør vi det. Nærighed er lig med død i den verden.

Gratis

Hvad gør det ved os at vi lige pludselig kan dele med hinanden og gør det? Hvordan ændrer det vores måde at være i verden på? Kan vi se at det har lavet om på os? Derfra hvor jeg ser, synes jeg at ane noget: Gratis bliver nærmest et fjollet udtryk. Det er vores. Vi anerkender at vi ikke bare kan selv, men at det vi skaber er på baggrund af det andre har lavet.

Ophavsrettigheder er væk

Musik og film, som før var varer man købte, er blevet noget man deler. Eller det vil sige: der er vi jo ikke helt endnu, men alt peger i den retning. Bands giver deres musik bort. Engang var det forbudt at tage billeder til en koncert. I dag styrker det et band hvis folk filmer koncerten og ligger den ud, og deler den ud.

Del ud

Jeg tænker på at dele ud. Hvordan denne blog netop blev til på grund af den store følelse af at dele med hinanden. Måske skal vi som ledere også dele ud og være generøse med os selv. Dele problemerne, dele bekymringerne og dele glæderne. Måske giver det deltagelse at delagtiggøre?

”Share”

Jeg stirrer på ”Share”-ikonet, som om den har en hemmelighed jeg måske kan få lokket ud af den. Jeg bliver grebet og forundret. En følelse der fylder mig med små bobler. Som champagne i blodet. Hvordan kommer den knap til at ændre verden? Hvad kan mine børn nu som jeg skal lære? Hvad har de lært af ”Share”?

God Sommerferie - vi ses i september

Min blog holder sommerferie. Tak til alle der har læst med. Jeg Håber vi ses til september.

Billedtitel: Vink Farvel

Mellem ja og nej

Undgå ja eller nej.

Det er bedst med spørgsmål der kan besvares med andet end ja eller nej. Det er ikke valgmuligheder at have. Jeg går efter at have så mange muligheder som muligt. Så stort et mulighedsrum som muligt. Min ledelse går ud på at præventivt undgå spørgsmål der besvares med ja eller nej. Derfor bliver jeg næsten helt ærgerlig når jeg får sådan et spørgsmål.

At åbne mulighedsrum

Jeg tror på kompleksitet. En ting er ja og nej, men der er en masse i mellem de to svar. De er for mig at se polerne, og der er et rum mellem de to svar. Jeg ved godt at sproget kommer til kort her. Hvad hedder de svar? Måske, øh, ved ikke?

Billedtitel: Regngråd

Enten-eller, både-og

En hjælper til det er den moderne fysik. En eletron kan godt være to steder på en gang. Den er ikke enten eller. Den er både og. Den eksisterer i et felt. Som om den er tværet ud. Hvis vi skal mindske den kompleksitet så kan vi vælge at se hvor den er, men så kan vi ikke se hvilken retning den har. Vi kan også vælge at se hvilken retning den har, men så kan vi ikke se hvor den er. Altså vil vores bedste svar altid være et felt, et mulighedsrum. Så selv det mest konkrete (vores verdens byggesten) kræver vi forstår, at svar er i rum og ikke i et punkt. Det giver os til gengæld langt mere spillerum.

Et gæt, en usikkerhed, en sandsynlighed

Her mener jeg at vi kan lære noget om beslutningstagning. Vi er altid i et felt hvis vi skal vide mest. Et gæt, en usikkerhed, en sandsynlighed. Hvis vi kun ser ja og nej, er der en masse vi ikke får at vide. Så vi skal kunne være mellem et ja og nej. Åbne feltet op og se på hvad det er. Hvad ligger der mellem ja og nej.

At kompleksitere

Jeg kan godt lide at kompleksitere. Det er ikke altid populært. Det er ikke altid lettere kompleksitet, og der er forskel på hvor meget kompleksitet vi synes er fedt. Altså som mennesker. Derfor er der også forskel på hvor konstruktivt det er. Men for mig er det der at det spændende er. Hverken i punkt eller retning. Hverken i ja eller nej. Men lige der mellem ja og nej, punkt og retning.

Blik for sprækkerne

Theres a crack in everything

Thats how the light gets in

Leonard Cohen

Det er i sprækkerne at lyset kan komme ind

Det er forventet af en leder, at han holder styr på tingene. At han sørger for at alle reglerne bliver overholdt. At der ikke er slinger i valsen. Alligevel er der en skønhed i Leonard Cohens ord som giver eftertanke. Skal vi som ledere ikke have blik for sprækkerne? Hvis en sprække er ”slinger i valsen” eller ”spillerum”, hvilke ting bør vi så have for øje?

Billedtitel: Blæksprutte

En leder bør være til at stole på.

Jeg snakker ikke om det at holde aftaler. Selvfølgelig skal aftaler holdes. Selvfølgelig skal reglerne holdes, men efter det er der stadig et rum. En slinger i valsen. Sprækker. Hvordan kan vi fremstå ansvarlige og troværdige, og samtidig have blik for sprækkerne? Kan ledelse rumme ikke at være klar og præcis?

liv

Måske skal vi opgive at kunne overskue hvordan livet leves. Så kan det være vi får en praksis som er strategier og planer overlegne. Det er nu det sker, og det der sker kan vi ikke have forudset og lavet regler for, det er livet for komplekst til. Så vi må opgive reglerne og give plads til slinger i valsen.

Strammer du garnet, kvæler du barnet

Det er i sprækkerne at tingene sker. Der er der der er mulighed for at der kan ske noget nyt. Noget anderledes der kommer igennem en sprække. Det kreative er vel at komme igennem sådan en sprække. Hvis tingene er klare og præcise, efterlader vi måske ikke plads til sprækkerne. Hvis vi hele tiden prøver at undgå uklarheder, usikkerheder, så bliver vi måske som rustfrit stål: intet kan leve på det.

Kompliment

Jeg synes det er et stort kompliment når der sker ting jeg ikke havde set kunne ske. Når der er liv der blomstrer uden om mig. Det fortæller mig at jeg har gjort det muligt. Det fortæller mig at jeg har givet plads til sprækkerne. De ting jeg aldrig hører om, kører jo så godt at det ikke behøves min opmærksomhed.

Der er ingen toer

Plejer

Hvor er det rart når vi har gjort det en gang før. Så ved vi sådan cirka hvad der skal ske. Så har vi plejer. Vi havde flere gode projekter i ungdommens hus, og vi blev derfor spurgt igen året efter om vi ville bidrage igen. Men pludselig var det helt umuligt at samle bare den mindste entusiasme. Ingen unge bed på.

Død

Her stod vi med muligheden for noget hvor det var dobbelt så let. Vi fik flere penge, vi havde aftalerne på plads, bevist vores værd og vidste hvad vi skulle. Vi skulle bare gå i gang. Men nu var den død for de unge. Lige meget hvor stor succes projektet havde haft var det stadig dødt for dem.

Billedtitel: Klatre-klatre nemt

Nemt?

Vi bliver nød til at glemme alt om at gøre det nemt. Det er simpelthen ikke en kvalitet. Nærmest tværtimod: de vi kan, gider vi ikke. Det vi ikke kan er interessant. Det er udfordringen, muligheden for at udvikle sig, der tænder. Det er det at vi aldrig har gjort det før, der er interessant. Og så tænker jeg jo på hvordan man som voksen håndterer den situation.

Grints råd

Vi starter med at opgive at det skal være let. Vi giver slip på at noget kan eller skal være standart. Vi tager Grints råd til os: når alting er nyt så er vi spørgende og undersøgende. Vi er pragmatiske i løsninger og løser tingene med det vi har nu og her. Vi regner ikke med at vi kan lave løsningsmodeller der kan bruges igen. Vi bygger i nuet og med hvad vi har.

Tilstedeværelse

Der er et konstant krav om forandring og udvikling i sådan en organisation og vi skal bruge meget tid på at orientere os. finde ud af hvad der sker, for vi har ikke set det før, vi har måske en intuition og en erfaring, men ingen modeller og opskrifter. Vi skal bare være med på at det er en reel arbejdsopgave at orientere sig. Faktisk en ret krævende en der kræver opmærksomhed, indlevelse og tilstedeværelse.

Vi hænger i luften

Vi har stort set opgivet at have tjeklister og manualer. Vi hænger i luften, fordi det er det der giver mening at gøre. Jeg tror at ungdommen har lettere ved det, fordi det har været deres livsvilkår hele deres liv. De er indfødte i en verden hvor det aldrig er det samme, og godt for det!