Halvdelen

”Halvdelen af alle unge har problemer”

Lyder overskriften på avisen. Jeg fik lyst til at omskrive det til: ”Kun Halvdelen af alle unge har problemer.”

Hvor er det ærgerligt at unge altid skal italesættes som nogen med problemer de ikke selv kan klare. Ja, ungdom er problematisk og udfordrende. At være ung er udfordrende og fyldt med problematikker, men hvis vi bliver ved med at tale om unge som nogen der kun er problemer, jo mere gør vi dem til problemer.

”Halvdelen af alle voksne har problemer”

Hvis jeg så den overskrift ville jeg tænke: hvor er de mennesker uden problemer?  Jeg kender dem ikke. Så nu får i lige et citat som jeg tror Johannes Møllehave har sagt:

”Hvis du vågner en morgen og ikke har ondt nogen steder, er du død.” Hvis vi ikke havde problemer var det nok fordi vi var døde.

Billedtitel: Find næsehornet

At være normal.

Et normalt liv er fyldt med usikkerhed og problemer. Som ung føles det måske lidt som en overraskelse man lige skal vænne sig til.

Bliver man spurgt om man har problemer er det vel svært at svare nej. Det ville også være synd for intervieweren. Jeg tænker nogle gange på hvad jeg selv ville svare på sådan et spørgsmål. Man kan også spørge sig selv hvilken konklusion spørgeren ville have, og hvad de har gjort for at nå der til.

At være

Unge tænker sig ikke fuldstændig om. De tænker ikke over alle konsekvenser for deres handlinger, og det er netop deres styrke. De er i stand til at gøre det umulige, og tænke det umulige, fordi der ikke er så mange bånd der binder. Så lad os give dem lov, og lad os være med.

Det bliver ikke nemt at være ung, og jeg tror bestemt ikke det bliver nemmere af at finde ud af at man har problemer man ikke kan håndtere. Har unge ikke altid håndteret problemer der er umulige at håndtere? Er det netop ikke det de kan? Det umulige?

Inspiration

Jeg blev spurgt om hvorfor jeg gerne ville være leder af ungdommens hus. Mit svar var at det var fordi jeg bliver inspireret. De unge er en daglig inspirationskilde. De gør tingene på andre måder end jeg ville gøre. Men der er en grund til at de gør det, og de har ofte fat i den lange ende. Så jeg lærer af de unge. Og når de giver mig lov til at være med, håber jeg at jeg også kan være til inspiration.

Autoriteterne er væk

Autoriteten er væk.

Vi sidder her i postmodernismen, som ledere. Og vores autoritet er væk. Det er kun hvis vi giver mening, at vi bliver hørt. Det er kun hvis vi giver mening vi bliver brugt. Vi har kun lige så meget autoritet som vi får foræret.

Så helt enkelt vil jeg sige at du som leder ikke længere kan sige:

”Det er forbudt at…”

”Du skal…”

”Vi bliver nød til…”

Det kan være ligegyldigt. Autoriteten er væk. Så vi kan råbe så godt vi har lært, motivere så meget vi kan og kontrollere alt det vi synes, men meningsløst vil det være.

Billedtitel: Katte

På væggene

I Ungdommens Hus bliver væggene udsmykket hele tiden. I en organisk proces, forandrer husets vægge sig. Der skrives, tegnes og males. Men der er nogen vægge der får lov til at stå blanke og hvide. Det bliver holdt i hævd af de unge på huset. Var der en der kom til at male et forket sted, bliver det slettet. Det ville kun gøre en negativ forskel hvis vi satte et skilt op hvor der stod: ”Det er forbudt at male på denne væg”. Alle unge anerkender at det ville være tåbeligt at gøre.

Du skal

Jeg har virkelig prøvet at få noget igennem som en ordrer, men jeg fik det hele tilbage i hovedet. Det gjorde mig faktisk glad. En leder der giver ordrer vil kun opnå at personalet lader som om at de gør det de har fået at vide. Hvad får man ud af det? tilliden er ganske enkelt væk, og ting som kontrol og tvang kommer ind i billedet. Ikke et billede jeg tænker som konstruktivt.

Vi bliver nødt til

Det lyder egentligt godt nok, men mængden af handlemuligheder man kan se er væsentligt formindsket, når man starter en sætning sådan. En leder er medforfatter kan derfor ikke skrive historien om hvad der er nødvendigt, og hvad der ikke er. Det er kun hvis det har mening nok i sig for alle. Kan man kalde det et uformelt konsensus-demokrati?

Heldigvis er autoriterne væk.

Heldigvis er autoriteten væk. Det gør ikke verden nemmere, men måske afkræver den os en ærlighed, sårbarhed og ydmyghed, som vil være sund for opfattelsen af ledelse. Samarbejde bliver på en anden baggrund. Ikke en baggrund af magt, men en baggrund af respekt. Nogen siger at ledelse er at skabe følgeskab. Måske vil jeg forholde mig mere ydmygt til lederskab.

Den karismatiske leder

Det nødvendige

Jeg kendte en gang en leder der, da hun startede, skilte sig af med alle medarbejderne i løbet af to år. En handlekraftig leder der ville sætte sit eget team. En leder der ville noget nyt, og turde tage konsekvensen, og gøre noget ved det. En leder der ikke var bange for at handle og stå i spidsen, og gøre det nødvendige.

Arrogance

Jeg synes det var ualmindeligt arrogant. At have en forestilling om at man kan gøre det bedre og vide det bedre end alle medarbejderne med al deres erfaring. At smide alt know-how ud. At have sådan en mangel på ydmyghed, må være et socialt handicap.

billedtitel: albino side af bygning

Kritisk

Keith Grint taler om tre forskellige måder at lede på. Kritisk, tamt eller kringlet (min oversættelse). Kritisk er den handlekraftige leder, der ser verden i sort hvid. Enten er du med os, ellers er du imod os. det undrer mig at denne type ledere stadig kan dukke op rundt omkring. Jeg ser dem som dinosaurusser i landskabet.

Tamme

Den tamme måde at lede på, er ved at se på et problem og kategorisere det. ”det har vi prøvet før, og der gjorde vi…”. Vi laver en strategi, og en plan. Det er som en puslespil: det kan godt være det er svært, men til sidst har du et fint og færdigt billede. En fin og færdig løsning.

Kringlede

Endelig er der den kringlede måde. Her ser man på et problem som noget man aldrig har set før, og derfor skal udforskes. Her er der flere løsninger på spil på en gang, og de skal opretholdes. Vi arbejder med det vi har nu, vi ved ikke hvordan det ser ud i morgen.

Alternativet

At gøre det nødvendige er virkelig et farligt udsagn. Det nødvendige for hvem? Ud fra hvilket perspektiv er det nødvendigt? Betyder det at det er nødvendigt at man ikke kan finde andre handlemuligheder? Jeg ved godt at man kan blive træt af al den kompleksitet. Men jeg tror at alternativet er langt dårligere.

Vaccine

Historien om den handlekraftige leder der karismatisk står i front, er forhåbentlig død. Forhåbentlig er der ikke flere bestyrelser der falder for den. De medarbejdere der har prøvet det, har i hvert fald fået en vaccine.

Organisering?

Syltekrukken

Den bedste måde at sylte noget på i dag er at lave en stor projektbeskrivelse med hurra-ord. Lave en organisering med en stor gruppe af folk der mødes i arbejdsgrupper og refererer til andre grupper af tværfaglige projektgrupper.

Grupper hvor folk bliver sat i, så de ikke kan se den umiddelbare mening i det. (selvom man fortæller dem hvor vigtigt det er).

Her er opskriften på at det ser ud som om at der sker noget og ryggen er sikret. Det repræsentative demokrati har nikket og sagt ja, og kan se på alle planerne at der sker noget. Men det gør der ikke. Alt går i stå.

Syrebadet

Hvis vi udsætter en sådan organisering for ungdoms-syrebadet. Hvad hvis vi bad unge om at skulle det. Hvad ville der så ske?

Unge anser deltagelse som demokrati, og ingen skal bestemme over hvor de er, fordi det er deres valg – deres selvbestemmelse. Derfor tror jeg syrebadet ville efterlade en tom skal. Ingen ville deltage på møderne, og afklædningen ville være sket.

Kun de mest velopdragne voksne møder op.

Billedtitel: Følg prikkerne

Organisering

Så jeg tror vi bliver nød til at spørge os selv om der overhovedet er behov for al den organisering. Kan vi egentlig ikke finde ud af at være selvorganiserende selvom vi er voksne?

Hvis det vi gør giver mening, så vil vi finde partnere og fæller. Men kun så længe det giver mening, og anden organisering vil finde vej. Uden at opfinde organisering eller at nedlægge organisering.

Organisk selvorganisering

Undskyld jeg bruger billedsprog, men jeg synes faktisk denne metafor giver lidt inspiration: en plante har ingen hjerne der fortæller hvert blad hvordan det skal vokse. Der er ingen kommandoer og organisering fra oven. En plante ville alligevel ikke overleve længere hvis den ikke var organiseret på en måde. Hvert enkelt blad er selvorganiseret. Vokser når det giver mening, og visner når det giver mening.

Kan man tænke store organisationer sådan?

Hvis alternativet er at alt går i stå i mangel på mening og motivation i en organiserings-syltekrukke, så må vi tænke anderledes om vores måde at organisere os på.

Vi er alle blevet selvledende i høj grad. Vi har alle udviklet en stærk fornemmelse af hvad der giver mening. Vi har følere der gør det muligt for os. vi har teknologi der gør det muligt at finde hinanden, og kan veksle mellem tæt samarbejde til enkle beskeder, eller at høre om hinanden. Vi har netværk der fungerer i et felt der er så spændstigt at vi ikke behøver organisering. Det kan vi vil selv?

Det moderne menneske

De ting de store postmoderne teoretikere begræder at vi har fået med i dåbsgave, bliver pludseligt til aktiver i sådan en organisering. Det er kun mening der driver os. Vi er bevidste om hvad der giver mening og hvad der ikke gør, hele tiden. Vi holder ikke op med at reflektere over mulighederne for hvordan det ellers kunne være. Vi ser muligheder, og vi forlader det der ikke har dem. Og vel at mærke som en kontinuerlig og konstant del af vores måde at være menneske på.

Hej selvorganisering. Farvel organisering.

Skab dig!

Er organisationer i samme situation som individet?

I dag er det alment at vi som mennesker skal skabe os selv. Vi skal gøre os til dem vi er, og det påstås at det kan vi. Vi kan vælge hvem, og hvordan vi er. Så vidt jeg er orienteret ville Søren Kierkegaard være dybt uenig. Man kan kun vælge sig selv, men det er til gengæld også et valg, at være sig selv.

Organisationer der arbejder indenfor mere bløde områder, står vel overfor samme udfordring. Vi skal skabe os selv. Vi skal gøre os selv. Vi skal vælge os selv.

Ordrer ovenfra

Hvis vi venter på at der kommer ordrer ovenfra, er jeg bange for at vi kommer til at vente længe. Måske kan det simpelthen bedre betale sig at fortælle hvem vi vil være, frem for at få det at vide. Så kan fortællingen også være den der giver mening på gulvet, i stedet for det der ses på de bonede gulve. Jeg tror en organisation kan skabe sig selv, hvis den tager sig friheden og mod til sig.

Et selv?

I Gergens socialkonstruktionistiske tankegang, stiller han spørgsmål ved om der findes et selv. Er der overhovedet et uafhængigt selv? En kerne af hvem vi er? Gergen mener vi er vores relationer. Vi bliver skabt i relationerne, i konteksterne vi bevæger os i. Derfor kan der ikke tales om et selv. Men den tanke kan godt stemme overens med at skabe sig selv. Eller i hvert fald at vi bliver skabt, hele tiden, i nuet.

 Organisations relationer

Hvis vi er dem vi er sammen med, bliver del af konteksten, kan vi vel vælge vores kontekst og relationer med omhu. Vi kan egentlig gøre noget ved hvem vi er og hvor vi er. Organisationens relationer er det der skaber organisationen, og den bliver skabt hver dag.

Selvledelse

Selvledelse er måske gået fra at være noget medarbejderen gør, til noget organisationen gør. Og måske er det slet ikke så svært. Måske er vi blevet så vant til at lede os selv, at det nærmest er det nemmeste at være i en selvledende organisation. Vi er vores relationer, og vi skal skabe de relationer der skaber os.

PS. selvledelse er egentligt et interessant begreb i Gergens Perspektiv.