Hjælp! Mit lokum brænder – ikke…

Hvilken ledelsesopgave er det at lave ledelse når der ikke er noget lokum der brænder?

Hvad hvis man finder identiteten i at være god til at slukke brændende lokummer? Hvor står man så som leder når det er slukket? Er det fordi der ikke er gang i noget? Er det mangel på udvikling? Skal man i virkeligheden som leder så vælte lokummet, i håb om at der så er noget der skal samles op?

Det er en velkendt leder historie at man skal komme og redde det hele. At der er noget helt galt der skal rettes op på. At der er krise, og krisen skal reddes af den – stærke leder…

Og lige præcis den stærke leder, må siges at tænde de røde advarselslamper hos mig. Når nogen kalder på stærke ledere er der virkeligt noget galt. Stærke ledere lugter af diktatorer.

Men at blive set som den stærke leder der har rettet op på det hele, og som slukker brande er på en måde en stærk identitet, der er til at føle på. Det er følelsen af at styre, og denne kontrol over tingene er så uendelig taknemmelig identitet. ”You cant make a omelet without breaking some eggs” Er en sætning der kan redde en leder fra at skulle finde bedre løsninger. Til at skulle tænke sig om. Det er faktisk en måde at tage ansvaret for meget. Jeg tager ansvaret, men det kommer til at koste et par æg. Jeg har ansvaret og derfor bliver jeg nød til at….

Hvad gør den leder der ikke har et brændende lokum? det må siges at blive et stort identitetstab. Men hvis moderne ledelse handler om at få personalet til at tage ansvar, så nytter det jo ikke noget at lederen har overtaget det. Så er der ikke noget ansvar tilbage til personalet.  

Kan en leder sige at det ikke er hendes ansvar?

Med det spørgsmål rammer vi noget centralt. Et centralt dilemma der så åbner for dørene ind til mere grundlæggende ideer. Der er en historie: lederen har altid ansvaret for hvad der sker. Sådan er det i kommunen eller en anden organisation. De skal have et sted at placere aben. Hvis der kommer en abe.

Men der er også en anden historie: hvis vi begynder at tænke i relationer som Gergen og Gergen gør. Hvis tingene ikke er dig eller mig, men noget imellem os. Hvis vi opgiver at ansvaret er dit eller mit, men vores i stedet for, tænker jeg der åbner sig en mere kompleks, men også mere frugtbar verden.

Lad det brændende lokum brænde ud. Der er så meget fornuftigt at lave som leder der ikke handler om brandslukning. Som medforfatter i en organisation er lederen den der skal lave netværk, sørge for medarbejdertrivsel, have blik for bevægelsen og retningen i organisationen. Se flere løsninger og have blik for organisationens omverden.

Husk at man kalder på brandmanden når der er en brand.

At finde derhen til som leder er en udfordring. Både for hende, men også for hendes personale. De skal vænne sig til at der ikke bare er en der kommer og slukker brande. Personalet kalder på den leder der kommer. Hvis det er den der slukker brande, kalder de på den leder. Om ikke andet, så for at gøre lederen tilfreds, sørge for at der er noget for lederen at lave.

Mission from God

Betyder det noget hvilke ord man bruger?

Ord er ikke uskyldige. De kommer i flok. Når man først har sagt kamp, har man åbnet døren for ord som : modstandere, allierede. Vinde, tabe,

Også er spørgsmålet om man har lyst til at byde de ord indenfor, hvis ordene er konstitutive, altså skaber en verden fordi den sætter vores fokus på bestemte ting, som alt så handler om. Det er den berømte historie med at manden med hammeren kun ser søm der skal hamres.

Når man så har modstandere og allierede, har man også kamp. Og kamp har krise med sig.

Hvis vi har sat scenen for vindere og tabere har man sat scenen for at få utilfredse medarbejdere. Det rum man byder dem er at de kan vinde eller tabe. Spørgsmålet er om man selv er parat til at vælge mellem at vinde eller tabe. At være modstander eller allieret. Det er et rum der ligger op til konflikt og utilfredshed. Enten kan du være vinder eller taber. Det kræver rigtig gode tabere at have en organisation der byder på det.

For at tilbyde andre muligheder kan ordene være en hjælp. På samme måde kan de nemlig være løftestang for at tænke anderledes. Andre ord kommer nemlig også med deres venner, og man har bydt andre ord indenfor, og dermed også andre muligheder.

Hvad hvis en leder er en historiefortæller? Og det at udøve ledelse er at fortælle? Så kommer ord som: fantasi, muligheder, visioner og forvandling.

Hvad hvis ledelse ikke er en kamp, men en organisk proces? Så kommer ord som: vækst, omsorg og samarbejde.

Sprog politi.

Monthy pyton har en sketch om et land hvor alle mennekser er glade. Det er fordi at alle dem der ikke er glade bliver dømt til døden. Den sketch fortæller noget om at man som leder ikke kan lave sprogpoliti. "Vi må ikke sige…" er simpelthen en dårlig sætning at stå på. Jeg har det selv sådan at jeg bliver fuldstændig rasmusmodsat og vil prøve at bruge et sådan ord så meget som muligt. Men det vi kan som fortæller-ledere er at give alternativer. Fortælle alternative historier, med alternative ord.

Ved selv at bruge andre ord har man budt deres venner med ind i rummet og derfor er det tit dem der bliver brugt.

Vi kan ikke bestemme hvilke ord folk skal bruge. Det er et frit land. Vi kan ikke dømme alle dem der er kede af det, til døden.

Hvis vi holder op med at være i kamp, kan det være at vi skal opgive at vinde, men vi får heller ikke nogen tabere.

At være leder skal være noget man gør af lyst og glæde. Det skal være et arbejde der føles meningsfuldt og livsgivende. Det skal varetages med ydmyghed og fortællelyst.

"You´re not on af mission from God."