tirsdag den 12. december 2017

Samskabelse kan bruges når vi skal integrere flygtninge

”Når man flygter, mister man ikke bare sit hjem. Man mister også alle dem der kender dig, og kan sige god for dig”
Jeg er til foredrag med den nu tidligere generaldirektør for Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm. Hans udsagn får mig til at tænke på hvordan man får et job når der ikke er nogen der siger god for en.



Sige ”God” for nogen
Integration er en af de problemer som kommunerne ikke kan løse selv. Der er behov for civilsamfundet. Der er nogen der skal sige god for Mahmoud. Og det duer ikke at det er en der er betalt for at gøre det. Det skal være en der kender Mahmoud og måske endda har en vis troværdighed i samfundet. Det kan kun en fra civilsamfundet gøre.

Gøre lokalsamfundet til aktører
Kommunerne gør et stort arbejde for at integrere de flygtninge der kommer til landet. Det er ikke en nem opgave. Der er utroligt mange faktorer i spil. Fra krigstraumer til mangel på tillid til staten, til statens modvilje til at sætte flygtninge i et positivt lys. Det er lokalsamfundet der skal integrere flygtninge, og derfor skal lokalsamfundet blive aktivt når de møder flygtninge. Kommunen skal lægge berøringsangsten til side, og gå ud i de små lokalsamfund, og gøre dem parate til at modtage flygtninge.

Flygtningen som aktør
Det er samskabelse der er nøglen til god integration. Kommunen skal gøre noget, civilsamfundet og virksomhederne andet. Men ikke mindst skal flygtningen selv gøres i stand til at handle og vælge. De skal gøres til aktører. Hvis den gode vilje, den gode service, fratager dem alle handlemuligheder så bliver de passive.

Aktivere aktørerne

Integration har brug for at kommune og civilsamfund, virksomheder og flygtningene selv, er aktører. Derfor giver det god mening at tænke i samskabelse når vi arbejder med integration. Vi skal bruge, de værktøjer der er indenfor samskabelse, og aktivere alle aktørerne.

tirsdag den 28. november 2017

Hvordan kan det være at politiet samskaber?

Overrasket
På mange måder tænker jeg ikke lige på ligeværdigt samarbejde mellem borgere og det offentlige når jeg tænker på politiet. Jeg tænker mere på bøder, sætte folk i fængsel og opklare forbrydelser. Derfor blev jeg også mere og mere nysgerrig, da jeg stødte på politiet i mit arbejde med samskabelse.



Hvad er tryghed
Politiets opgave er at skabe tryghed hos den enkelte borger. Med den opgave kan politiet så bestemme hvad der er tryghed? Nej, det giver nemlig ikke meget mening. Følelsen af tryghed er ikke noget politiet bestemmer. Kan man så sige at de ikke kan løse deres opgave?

Definitionsretten
Lige præcis her tilbyder samskabelse en måde at arbejde på. Når vi som det offentlige ikke kan beholde definitionsretten, så bliver vi nødt til at spørge vores borgere, og give dem lov til at have en del af definitionsretten. Men det betyder ikke at politiet ikke kan arbejde med tryghed. Det betyder bare at de må arbejde med det sammen med andre. Det er tydeligt for dem at de ikke kan løse opgaven selv.

Ingen enkle løsninger
I virkeligheden er kriminalitet et meget komplekst problem. Det kan ikke løses med enkle løsninger. Vi kan ikke bare spærre alle dem der er kriminelle inde. Det er simpelthen en dårlig løsning. Det koster alt for meget, og forhindrer ikke flere i at blive kriminelle. USA er et tydeligt eksempel på at den løsning ikke skaber mindre kriminalitet. Der er efterhånden så mange i fængsel at det er en stor byrde for det offentlige, og kriminaliteten er ikke blevet mindre.

En løsning er ikke nok
Når nu kriminalitet er et komplekst problem, som vi ikke kan løse med enkle løsninger, betyder det at vi ikke kan nøjes med én løsning, men må finde flere løsninger på samme tid for at løse problemet. Og det ved vi jo godt: En indsats er ikke nok for at få folk ud af kriminalitet. Der skal gøres noget på mange fronter: job , bolig, omgangskreds, måske misbrug eller psykiske problemer. Det hele skal løses på samme tid, og derfor kræver det mange løsninger på samme tid.

Anerkendelse af samskabelse
Jeg er virkelig glad for at politiet er nået frem til værdierne i at arbejde med samskabelse . De anerkender at metoderne indenfor samskabelse kan bruges til komplekse problemer. Jeg tror på at det bliver bedre løsninger der bliver skabt, med den erkendelse. Ikke nemmere, ikke mindre komplekst, men mere levedygtige løsninger.

Se mere om politiets metoder og arbejde med samskabelse her:



onsdag den 13. september 2017

Løs demokrati-opgaven med samskabelse

Nogle gange ved de kursister jeg har ikke hvad de skal gå i gang med, når de skal tage et samskabelsesinitiativ. Jeg har et råd der får folk op af stolene, men har sin egen logik: vælg et problem som I ikke har kunnet løse før.


Risici
Når man vælger et problem som ikke er blevet løst før, så er tager man ikke de store risici. Der er rimeligt frit spil og muligheder for at gøre ting vi ikke har gjort før. Hvis det ikke lykkedes at løse det tilfredsstillende med samskabelse, vil ingen blive sure. Det blev heller ikke løst da de prøvede at løse det på traditionel vis.


Komplekse problemer
En anden fordel kan være at grunden til at det ikke lykkedes at løse problemet før, netop var at det ikke blev gjort med samskabelse. Der er visse problemer der er så komplekse at de ikke lader sig løse med traditionelle metoder.


Bibliotekerne
Et af dem er meget fremme hos bibliotekerne nu. Bibliotekerne skal udbrede demokrati, og de ser det som en vigtig opgave at få de unge til at engagere sig i politik og deltage i valg. Snart kommer kommunevalget, og bibliotekerne ved at de skal gøre noget for at få de nye unge vælgere til at stemme.


Demokrati
Men det lykkedes ikke. Det er ikke lykkedes før. Demokrati er simpelthen et komplekst problem der ikke lader sig løse, ved at vi sætter plakater op hvor der står “STEM NU!” Ikke en gang en facebook kampagne vil kunne gøre det. De unge bliver nødt til at være med til at skabe løsningen.


Samskabelse som metode
Her kommer samskabelse ind i billedet! Samskabelse bygger på at få modtageren af velfærd (her den unge) til at være med til at skabe den. De skal være aktører i det, og være med til at bestemme hvad løsningerne kunne være. Samtidig skal de være med til at realisere dem.


God mening

Samskabelse er en glimrende måde at arbejde med demokrati på. Særligt med unge giver det god mening. Jeg vil derfor opfordre til at bruge samskabelse til metode, og hvis det ikke lykkedes - så er der nok ikke nogen der bebrejder jer. Det er ikke lykkedes før.

tirsdag den 29. august 2017

“Spildte penge”

Et billede af vores Innovationsminister er i min avis, og overskriften er fængende: “Spildte penge”. Ingen har lyst til at spilde penge. Og så er det endda offentlige midler - vores allesammens penge.



Innovationsminister
Det er dejligt med en innovationsminister når man arbejder med at udvikle vores velfærdssamfund. Ærgerligt at det bedste bud på innovation er nye centrale indkøbsaftaler. Det lyder bare så rigtigt at vi skal få flotte indkøbsaftaler der giver store rabatter. Hele staten skal købe for hele det offentlige.


Overset
Og når noget er så rigtigt, er der noget galt. Der er noget der bliver overset. Når jeg laver samskabelsesinitiativer med offentlige institutioner møder jeg (uden undtagelser) altid en medarbejder der rækker hånden op og spørger: “Hvad gør vi så med indkøbsaftalerne?” Der er simpelthen ikke mulighed for at gøre noget anderledes uden at indkøbsaftaler kommer i vejen.


Indkøb
Et indkøb er ikke bare et indkøb. Måske for økonomifolk der ikke har fået forklaret at et indkøb kan indeholde en masse ting. Det kan være en pædagogisk aktivitet, det kan være nødvendigt hurtigt at købe noget, at alle kan være med til indkøbet (også borgerne), at leveringen er med det samme. At leverandøren er en bestemt.


Simpel proces
Der er så meget man ikke kan se når man ser på en organisation udefra. Så ser man på indkøb som en simpel proces. Men hos den enkelte medarbejder er der brug for fleksibilitet. Der er brug for flere handlemuligheder. Jo, det er fornuftigt med indkøbsaftaler, men ikke dem der skaber begrænsninger for medarbejderne.


Aftaler
Indkøbsaftaler indeholder ofte aftaler om at alt af det vedrørende produkt SKAL købes hos en særlig leverandør. Og det lukker døre i de små lokalsamfund, og gør det svært at manøvrere. Der er så meget mere i et indkøb end man umiddelbart kan se. Der er blandt andet særlige ønsker fra borgere om hvad det skal være.


Kompleksitet
Vi skal huske at det er mere komplekst end vi kan overskue. Vi skal se efter kompleksiteten og give så stort et mulighedsrum som muligt for medarbejderne. At kompleksitetsreducere som Sophie Løhde er der ikke meget innovation i.


Jeg håber hun anerkende kompleksiteten, og vil give det offentlige færre bindinger og mindre bureaukrati. Man skal kende sin begrænsning.


Artiklen er fra Weekendavisen #23 9.juni 2017, side 6 samfund.

www.nisgmadsen.com

tirsdag den 15. august 2017

Farvel til service


De er ved at vælte ned af stolen - “Hvad! Skal vi ikke rydde op efter dem der har været i børneområdet?”

Kontrakten
Jeg står overfor 60 biblioteksmedarbejdere og det er tydeligt at jeg har ramt et ømt punkt: de vil gerne samskabe, men de vil også opretholde en service for brugerne. De tør ikke give ansvaret for oprydningen videre til brugerne. De er bange for at få skældud af brugerne - ikke leve op til kontrakten: som medarbejder leverer vi en service til borgerne.




Fint og fantastisk projekt
Når vi skal samskabe skal vi give mulighed for at brugerne kan bidrage. Vi skal give dem ting de kan gøre. Det kan være helt simple ting som at lægge aviser på plads, tømme postkasse eller andet simpelt. Det kan være en start. Det behøves ikke at være et fint og fantastisk projekt. Hvis man som bruger bidrager bare en smule, føler man sig allerede som en del af et fællesskab og som en aktør. Ejerskabet til institutionen vil vokse og andre ideer vil vokse frem.


Rod
Service har det problem, at det sørger for at der ikke er noget for brugerne at gøre. Der er ikke noget sted de kan tage fat. Medarbejderne ordner det hele. Derfor foreslår jeg biblioteksmedarbejderne at lade rodet ligge og se om der er nogen brugere der begynder at rydde op af sig selv. Og hvis der er klager fra brugere, så opfordre dem til at rydde op. Det er lige så meget deres bibliotek som medarbejdernes.


Mindre pænt
Men at sige farvel til service er stadig svært. For medarbejderne betyder det at de mister indflydelse på hvordan det hele skal være, og at de skal kunne stå på mål for noget “mindre pænt”. For brugerne, kræver det en accept af at de skal bidrage med andet og mere end deres skat. De skal tage et ejerskab.


Service

I min kommende bog er kapitlet om vores afsked med service vokset til at blive det vigtigste. Det havde jeg ikke regnet med da jeg startede. Jeg håber ikke mine læsere falder ned af stolen når de læser kapitlet.

Min kommende bog bliver udgivet på forlaget Frydenlund - se her

Se mere på www.nisgmadsen.com