Produktion og definition

Produktion

Når vi snakker om at producere velfærd, kan vi også snakke om at optimere og effektivisere produktionen. Vi låner ord fra fabriker med maskiner og begynder sågar at lave LEAN på velfærdsopgaver. Der er blevet gjort meget for at effektivisere og optimere. Vi har defineret problemet og løst det. Det har bidraget positivt til velfærdsstaten.

Definition

Men nu er vi ikke længere dem der kan definere problemet. Problemet er til forhandling, som alt er i det postmoderne samfund. Så kan vi ikke længere være dem der reparerer maskinen, metaforen har simpelthen ikke nogen kraft når problemet skal forhandles og ikke kan defineres. Vi er sat med at skulle opgive definitionsretten. Det kan være mere eller mindre svært, efter hvilken tradition man har i sit fag.

Tradition

Et område med meget stærk produktions-tradition er tydeligvis udfordret når definitionsretten skal opgives. Men for tiden er det en anerkendelse af at det er nødvendigt der breder sig. Den lydhørhed opfatter jeg som en åbning for mere samskabelse.

Forhandling

Vi er nået så langt vi kunne med produktions-tankegangen. Selv på politisk niveau begynder der at blive talt om at opgive new public management, og give mere tillid til medarbejderne. Denne tillid, vil give medarbejderne mulighed for at forhandle med borgeren om hvad problemet er, og finde den løsning der er bedst for den enkelte borger.

Livskvalitet

Jeg glæder mig til at se udviklingen. Jeg tror på at vi kan få meget mere livskvalitet hos både borgere og medarbejdere, hvis vi på øverste niveau giver slip på retten til at bestemme hvad problemet er.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Maskine metaforen

Sundhed kræver samskabelse

Sundhed

Sundhedsvæsenet har et stort spørgsmål: Hvordan gør vi befolkningen sunde?

I forsøget på at gøre noget forebyggende for sundheden i befolkningen har man lanceret den ene kampagne efter den anden. Store plakater, gode slogans og tv-reklamer. Hver gang har det gjort de sunde endnu sundere, men de usunde fortsætter med at være usunde.

Komplekst

Sundhed er komplekst. Det består af mange faktorer. Det hele hænger sammen og derfor understøtter faktorerne hinanden til noget positivt, men også til større og større mangel på sundhed. Komplekse problemer kan ikke løses med enkle løsninger.

Aktør

Når det gælder komplekse problemer har samskabelse noget at byde på. Særligt når det gælder trivsel. At være aktør i sit eget liv, er vigtigt for at være sund, og at blive aktør kan samskabelse tilbyde. Her indgår vi et ligeværdigt samarbejde, hvor vi som professionelle anderkender at vi ikke ved det hele, og ikke har alle løsninger. Vi bliver derfor nødt til at have vores samarbejdspartner til at deltage.

Plads til deltagelse

Vi skaber plads til deltagelse ved at lytte og være ydmyge. Vi giver mulighed for at deltage ved at hjælpe borgerne til at deltage. De skal måske lære hvordan. Men først og fremmest skal vi som professionelle kunne arbejde på deres præmisser.

Det besværlige
Vi kan ikke forvente at borgerne kan finde ud at deltage i vores system. Nogen kan, og det er dem der får fin hjælp af sundhedssystemet. Men dem der ikke kan, er det de professionelles opgave at kunne arbejde på borgernes præmisser. Lige meget hvor besværligt det er. Husk at det at det der er besværligt der er åbningen til at gøre noget nyt.

www.nisgmadsen.com

læs også: Samskabelse er ikke en akademisk øvelse

Som man råber får man svar

At høre

Høring er i virkeligheden et flot ord. Lidt ligesom de skoler hvor man har en “høresal” i stedet for foredragssal. Høring betyder at der bliver lyttet til hvad der bliver sagt. I dag er en høring dog desværre ikke meget med lytning at gøre.

I avisen

Når en kommune laver en oplysningsannonce i lokalavisen om en ny VVM-godkendelse, fylder halvdelen af annoncen en klagevejledning. Der bliver givet mulighed for at klage. Hvordan kan det være der ikke er den samme udførlige beskrivelse af hvad man gør med gode ideer?

Nej, kommunen har allerede de gode ideer, og dem er der ikke nogen der skal pille ved! Ret skal være ret: Jeg ved at der er mange i kommunen der er trætte af høringers forudsigelighed, og ønsker andre måder at gøre det på.

At invitere

Når vi inviterer, inviterer vi en særlig gruppe, om vi vil det eller ej. Invitationen bliver modtaget af den gruppe der vil det, som der bliver inviteret ind til. Hvis der inviteres til  konstruktive forslag, er de konstruktive der kommer, og hvis det er klagemuligheder er det klagerne der kommer. At invitere er i virkeligheden en overset kunst. Men det er vigtigt, for dem som kommer er jo dem der bliver dine samarbejdspartnere.

Løse samtaler

Udover at gøre os umage med at invitere, kunne man også tage ud og møde dem man vil snakke med, der hvor de er. Det gør en stor forskel at man som borger får lov til at være på hjemmebane. Samtaler kan opstå hvis der ikke er for meget dagsorden osv.

De “løse” samtaler giver rum for at vi kan forhandle hvad problemet egentlig er. Hvis kommunen opgiver definitionsretten til problemet, er der plads til en reel samtale mellem borger og kommune.

Problemer

Nogen gange er problemerne vi ser, kun dem vi kan løse. En mand med en hammer ser kun søm. Det kan være svært at slå de søm ind, men det er trods alt kun sømmene han ser som noget der skal gøres noget ved.

Nye måder

Vi kan gøre høringer til et møde hvor vi lytter, og jeg tror at flere og flere vil forsøge at finde nye måder at samarbejde med borgerne. Samarbejder der handler om at bidrage, og ikke om at klage.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Løsning som det første

Opsøg foreningerne

Kontakt

Det kan være svært for en kommune at få kontakt med et lokalsamfund.

Lokalsamfund har sine egne måder. Der er ikke udtalte og formelle regler osv. De er jo ikke organiseret formelt. Lokalråd og lignende kan gøre det nemmere, men ikke alle steder er lokalråd egentlig repræsentanter for lokalsamfundet, i ordets egentlige forstand.

Formelt, men ikke reelt.

Ligner os selv

Det er nemmest at tale med nogen der ligner os selv. Vi har den samme måde at agere på, og de samme omgangsformer. Selvom vi er et lille land, er der langt mellem de forskellige grupper vi er. En kommune er meget formelt indrettet. Den skal være gennemskuelig, og derfor er der masser af formalia. Det kan være svært, med den tradition, at komme i kontakt med uformelle miljøer.  

Uformelle miljøer

Men de uformelle miljøer rummer mange resurser, og en virkelyst, som vi ikke har kontakt med. Jeg tror at mange af de miljøer rummer stor potentiale for samskabelse. Samskabelse er i stand til at rumme det uformelle, og være i en kontekst hvor det er komplekst.

Foreninger

Men at få kontakt med de mere uformelle dele af civilsamfundet er en opgave der kræver tid. En indgang til de miljøer kan være gennem foreninger. Foreninger er nemme at komme i kontakt med, da de også har formelle strukturer og beslutningsmønstre. Vi ved, som kommune, ganske enkelt hvem vi skal ringe til. Samtidig har foreningen sansynligvis allerede en kontaktflade med kommunen. De kender måske endda kommunalpolitikere, eller andre “kommunale”.

Åben snak

Jeg tror foreningerne kan være en indgang til de mere uformelle miljøer, hvis vi spørger efter det, og arbejder på det, gennem foreningerne. Indkald til en åben snak om en problematik, og se hvad de har at tilbyde. Måske har foreningerne løsninger og resurser de gerne vil sætte i spil. Og hvis vi er åbne, kan de være en mulighed for at komme ind i de uformelle miljøer, og vide hvordan vi skal samarbejde med dem.

www.nisgmadsen.com

læs også: Det potentielle netværk

Frivillig for kommunen

Har de frivillige overhovedet lyst til at være frivillige for kommunen?

Det er et spørgsmål der nok bliver spurgt mere og mere på gangene på rådhusene rundt om i landet. Umiddelbart kan det være svært at se at de vil det. De frivillige er ofte frie fugle, og vil gerne give udtryk for at ingen skal bestemme over dem. Men så snart at der er noget der er vigtigt, og giver mening, er der ingen problemer med at binde sig. Så snart at de frivillige får lov til at være betydningsfulde, og ikke skulle være “kommunen”, men blot sig selv, er de på banen. Jeg har et eksempel på dette:

Middelfart kommune har længe haft et mentor-program. Det er voksne der er mentorer for unge der har problemer med deres tilværelse. Hvad skal de være? Hvordan får de deres hverdag til at fungere? Er de parate til at tage valg?

Det er unge der er på vej til at blive store udgifter for en kommune, men bliver det ikke hvis de bliver støttet af en mentor.

I middelfart har man ansat en til at stå for mentornettet. Det handler om at uddanne mentorerne, være sparringspartner for dem og hjælpe med at organisere mentee og mentorer. Programmet har ingen problemer med at få frivillige mentorer. Så vidt jeg ved, er der venteliste…

Hvordan har de formået at få frivillige til at være frivillige for kommunen?

De har taget dem alvorligt. Giver dem undervisning og stiller krav til dem. De giver de frivillige lov til at være frivillige, og ikke kommunale.

Det samarbejde er en start på samarbejder, der kan føre til højere og højere grad af samskabelse. Samskabelse kan blive til hvis samarbejdet i f.eks mentorprogrammet bliver mere og mere ligeværdigt, og der bliver lyttet til de frivillige. De frivillige vil helt sikkert gerne bidrage med inspiration og se nye muligheder.

Til slut vil jeg sige at det er vigtigt at kommunen bliver ved med at være en del af samarbejdet. Det ville være useriøst at starte et samarbejde, og så forlade det så snart man kan se muligheden for det. Desuden er samarbejdet der giver perspektiver til at det kan blive højere grad af samskabelse.

www.nisgmadsen.com

Læs også: Ingen vil arbejde frivilligt for kommunen