fredag den 12. december 2014

Juleferie

God jul og dejligt Nytår!

Vi ses i 2015.

Savner du inspiration, så kik i arkivet.

Billedtitel: Nisser

www.nisgmadsen.com

fredag den 5. december 2014

JUBILÆUMS-UDGAVE

BLOGGEN er nu 2,5 år gammel. Derfor kommer her et af de første indlæg på BLOGGEN.

HJÆLP- mit lokum brænder ikke...

Hvilken ledelsesopgave er det at lave ledelse når der ikke er noget lokum der brænder?
Hvad hvis man finder identiteten i at være god til at slukke brændende lokummer? Hvor står man så som leder når det er slukket? Er det fordi der ikke er gang i noget? Er det mangel på udvikling? Skal man i virkeligheden som leder så vælte lokummet, i håb om at der så er noget der skal samles op?

Det er en velkendt leder historie at man skal komme og redde det hele. At der er noget helt galt der skal rettes op på. At der er krise, og krisen skal reddes af den – stærke leder…
Og lige præcis den stærke leder, må siges at tænde de røde advarselslamper hos mig. Når nogen kalder på stærke ledere er der virkeligt noget galt. Stærke ledere lugter af diktatorer.
Men at blive set som den stærke leder der har rettet op på det hele, og som slukker brande er på en måde en stærk identitet, der er til at føle på. Det er følelsen af at styre, og denne kontrol over tingene er så uendelig taknemmelig identitet. ”You cant make a omelet without breaking some eggs” Er en sætning der kan redde en leder fra at skulle finde bedre løsninger. Til at skulle tænke sig om. Det er faktisk en måde at tage ansvaret for meget. Jeg tager ansvaret, men det kommer til at koste et par æg. Jeg har ansvaret og derfor bliver jeg nød til at….
Hvad gør den leder der ikke har et brændende lokum? det må siges at blive et stort identitetstab. Men hvis moderne ledelse handler om at få personalet til at tage ansvar, så nytter det jo ikke noget at lederen har overtaget det. Så er der ikke noget ansvar tilbage til personalet.  
Kan en leder sige at det ikke er hendes ansvar?
Med det spørgsmål rammer vi noget centralt. Et centralt dilemma der så åbner for dørene ind til mere grundlæggende ideer. Der er en historie: lederen har altid ansvaret for hvad der sker. Sådan er det i kommunen eller en anden organisation. De skal have et sted at placere aben. Hvis der kommer en abe.
Men der er også en anden historie: hvis vi begynder at tænke i relationer som Gergen og Gergen gør. Hvis tingene ikke er dig eller mig, men noget imellem os. Hvis vi opgiver at ansvaret er dit eller mit, men vores i stedet for, tænker jeg der åbner sig en mere kompleks, men også mere frugtbar verden.
Lad det brændende lokum brænde ud. Der er så meget fornuftigt at lave som leder der ikke handler om brandslukning. Som medforfatter i en organisation er lederen den der skal lave netværk, sørge for medarbejdertrivsel, have blik for bevægelsen og retningen i organisationen. Se flere løsninger og have blik for organisationens omverden.
Husk at man kalder på brandmanden når der er en brand.
At finde derhen til som leder er en udfordring. Både for hende, men også for hendes personale. De skal vænne sig til at der ikke bare er en der kommer og slukker brande. Personalet kalder på den leder der kommer. Hvis det er den der slukker brande, kalder de på den leder. Om ikke andet, så for at gøre lederen tilfreds, sørge for at der er noget for lederen at lave.

fredag den 28. november 2014

Har vi det på hylderne?

Unge og puljer
Unge søger ikke puljer. De søger ikke de midler der bliver stillet til rådighed for dem. De har et projekt en ide og søger ikke penge. De vil gennemføre deres ide. Puljer og penge er ikke det de tænker på.

Billedtitel: Sørge-mus

Overdådige kurser i at bruge pulje-penge
Jeg har oplevet overdådige kurser i at bruge en puljes penge. Ingen ville bruge dem, og de brændte inde med pengene. Det betød at deres eksistensberettigelse var truet. Derfor betalte de gerne hotel, fuld forplejning og popcorn, og underviste i hvordan man sendte en ansøgning. Var det meningen?

Vi har opdraget aktører til at søge puljer
Faktisk er vi nu så velopdragne at vi ikke kommer på en ide først, men først læser hvad der er af puljer og derefter kommer på en ide til de puljer. Så er opdragelsen da lykkedes fuldt ud. Ingen kreativitet uden penge.

Mening
Det giver mening for de velopdragne. Vi gør som der bliver sagt, tænker på det puljepolitikkerne ønsker vi tænker på. De unge er derimod ikke blevet opdraget endnu. For dem giver det ingen mening. De spørger ikke efter at blive puttet i en pulje. De vil deres ide, og ikke på andres præmisser.

Ikke for de uopdragne
Som Rage against the machine siger det:“Fuck you I want do what you told me.” Det er svaret fra de unge der er blevet bedt om at skrive ansøgninger for at opfylde ministres og embedsmænds våde drømme. For puljer er styring og styring er ikke for de uopdragne.

Pulje-ideer
Men måske kan vi lære lidt af den holdning. Se på at ideerne er der. Vi får bare ikke øje på dem, fordi vi kun kan se ”pulje-ideer”. Når de unge kommer med deres perspektiv, kan vi måske slet ikke se at det er en ide. Det passer ikke ind i det vi har på hylderne.

Herredømme
Når en ung kulturaktør kommer og beder om hjælp må vi skuffe dem. Vi har ikke det de ønsker på hylderne. Vi har kun puljer, og den unge aktør spørger måske efter plads, tilladelse eller hjælp til organisering. Vi må derfor komme de unge i møde og frigøre os fra puljernes styring. Hvad sker der egentlig udenfor puljernes herredømme?


Læs også: En fest


fredag den 21. november 2014

Det potentielle netværk

Uden netværk
Indenfor socialpædagogisk arbejde har man længe arbejdet med at finde et netværk rundt om den der har behov for hjælp. Netværket skulle så aktiveres så det kunne være med til at hjælpe. Men udfordringen at der intet netværk er. Familien er kommet så dybt i problemer blandt andet fordi familien ikke har et netværk.
Billedtitel:Enøjet Gartner

Kriser
Hvad gør vi så når vi gerne vil lave samskabelse? Vi vil gerne have at samfundet omkring familien kunne være med til at støtte og hjælpe. I almindelige familier er der en masse der kan støtte familien i kriser, men familier der rammer alvorlige har ingen støtte og derfor kommer kommunen ind i billedet.

Aktivere netværk
Der er intet netværk, men måske er der et potentielt netværk. Måske kan vi forestille os nogen der kunne blive netværk: naboer, foreninger eller fritidsaktiviteter. Familien er ikke selv i stand til at gøre dem til deres netværk. Her kommer der nok en naturlig berøringsangst. Hvordan beder vi dem om at blive netværk?

Opbygge resurser
Men ikke mindre: Hvordan gør vi dem i stand til at være netværk? Det potentielle netværk skal hjælpes til at blive netværk. De skal kunne være noget familien. Umiddelbart har de måske ikke set sig selv i den rolle, og har måske svært ved at se hvordan de kan rumme familien. Ingen har spurgt dem og derfor tænker de at de ikke er ønskede.

Berøringsangst
Hvis vi slipper berøringsangsten og tør stimulere det potentielle netværk, vil det blive i stand til at blive netværk for familien. Men vi skal investere i dem. Der skal arbejdes før at det kan ske, og der er selvfølgelig ingen garantier for at det lykkedes. Vi kan ikke binde nogen til at skulle være netværk.

Potentielle medskabere
Når kommuner skal samskabe skal de turde se udenfor organisationen. Det handler om at se kommunen som mere end de ansatte og institutionerne. At se kommunen som fællesskabet af alle der bor i kommunen og turde at betragte alle som potentielle medskabere af et bedre liv i kommunen.

Ind i fællesskaberne

Kommunens ansatte kan en helt masse. Der er utrolig mange dygtige medarbejdere. Jeg taler ikke for at de ikke skal bruge deres kompetencer. Jeg taler for at ansatte bliver en del af det fællesskab der er udenfor institutionerne. Jeg tror de ansatte vil møde stor respekt og samarbejdsvillighed. Ud af institutionerne og ind i fællesskaberne!


fredag den 14. november 2014

Generøsitet i et mangelsamfund

Samarbejdsform
Samarbejdsformen i samskabelse har et krav om at organisationen er i stand til at følge de andre aktører, der er med-skabere. Dette kræver måske en overskridelse af den sædvanlige organisation. Hvilke udfordringer har en organisation der er opdraget i new public management(NPM) med denne overskridelse?
Billedtitel: katte i nat

Siloer
I NPM er der organisations-siloer. Det er siloer som har den effekt at vi bliver belønnet for det vi gør inde i siloen, frem for resultater i hele kommunen. Med resultatstyring og måling, er det svært at blive belønnet i samskabelse, da resultaterne ikke er åbenbare før efter det er sket. Det kan heller ikke garanteres at resultatet er hvad man startede med at ville, da ejerskabet over hvad der skal ske, ikke længere er kommunens.

Resurser
Resurser kan tildeles forventede resultater. Projekter som kun har lidt viden om de forventede resultater, er altså svære at tildele resurser. I NPM skal der en gennemskuelig proces og klar strategi med en gennemarbejdet handlingsplan til, før  det er muligt at give resurser til et projekt.
Men hvis projektet ikke er i stand til at levere det, hvordan tildeler man så resurser?

Resultater i en anden silo
Med en klar kerneopgave, vil den enkelte afdeling fokusere på at løse sine egne opgaver, og ser ikke sig selv som nogen der skal løse andres opgaver. I samskabelse vil f.eks. kulturelle aktiviteter løse socialpsykiatriske opgaver. Hvordan kan kulturorganisationen se meningen i at gøre det, når de ikke får midler til det? Og hvordan kan socialpsykiatrien se værdien i at lave kulturelle aktiviteter, når de ikke får resurser til det?
En klar kerneopgave har mange positive effekter, men begrænsningen kan også blive tydelig. ”Det er ikke vores opgave” vil hurtigt kunne blive en udfordring for samskabelsesprocesser.

Generøsitet i mangelsamfund

For at overkomme de problematikker kræver det generøsitet. Generøsitet i en situation hvor ingen synes de har nok til at løse deres kerneopgave, er et stort krav. Den går ikke i NPM. Det er noget af et sats at bruge sine midler på ”andres” opgaver, også håbe på at de ”andre” løser ens opgaver. Det kræver ganske enkelt at man er ”tossegod” eller har det som med gæstfrihed. Man gør det bare, fordi det er det rigtige at gøre.