Stand by me

At stå ved siden af borgeren.

Hvis vi skal prøve at vise det så skal jeg bruge en borger, og han har et problem. Det problem kommer han til kommunen med. Han afleverer det til kommunen der vurderer ud fra regler hvad der skal gøres. Enten får han noget med hjem til at løse hans problem. Et værktøj, en hjælpe foranstaltning. Eller også tager kommunen sig af problemet og borgeren kan gå hjem uden problem. Her møder vi borgeren overfor borgeren.

Ved siden af borgeren

Men hvad sker der hvis borgeren kommer med sit problem, og kommunen stiller sig ved siden af borgeren? For det første overtager kommunen ikke problemet. For det andet kan kommunen pludselig se hvad det er borgeren ser. Hvordan hans landskab ser ud. Hvilke muligheder han kan se for sig. Kommunen kan arbejde i hans perspektiv og hjælpe ham med at navigere.

billedtitel: Big Fat Faces

Stand by me (Rejsekammeraten)

Det kan være at borgeren synes det er dejligt at der er nogen der står ved siden af ham. Stand by me. En rejsekammerat. En hjælper. En der måske kan se noget mere, nogle andre handlemuligheder for ham. En der har et andet perspektiv. Blandt andet hjælp fra kommunen. Men den hjælp som borgeren også kan se. Den der giver mening.

At stille sig ved siden af er noget vi som ledere er gode til at gøre sammen med vores medarbejdere. Men hvordan lærer vi vores organisation at gøre det?

Mening

Hvis vi stiller os ved siden af borgeren i stedet for at stå overfor borgeren synes jeg det giver en god mulighed for samskabelse. Det bliver vores perspektiv oveni borgerens perspektiv. Det er borgeren der er klog på hvad der er brug for. Og vi skal respektere de ønsker borgeren har. Hvad der giver mening for borgeren.

Vi er postmoderne mennesker: vi gør ikke noget uden at det giver mening. Jeg gør intet på grund af tradition eller normer. Jeg gør kun noget i en kontekst hvor det giver mening for mig som menneske.

Spørgsmål!

Der er et par spørgsmål der kommer frem i mit hoved når vi tager det her perspektiv:

Hvordan laver vi mål og strategier i en organisation hvor det er brugerens perspektiv der tages udgangspunkt i?

Hvordan styres en organisation hvor det er brugerens initiativer og brugerens oplevelse af mening der er retningen?

Måske er spørgsmålene i sig selv en retning.

Kontrol-tab

Holde på kontrol?

”Så kunne du måske sige noget om kontrol-tab?” siger hun i telefonen til mig. Jeg skal holde et oplæg om ny ledelse i forbindelse med frivillige. Min første tanke er: ”kontrol-tab… det er jo en god ting. Hvem vil holde på kontrol?” Her er noget jeg gerne vil tabe. Mine bedste oplevelser indeholder i hvert fald ikke kontrol.

Billedtitel:Forsøg på at fylde det hele ud

Over hvad?

Der bliver sagt ”kontrol-tab” som var det en udfordring for en leder. At miste kontrollen over hvad? ”Hvem tror stadig der er noget der hedder kontrol?” Tænker jeg. Jeg kan ikke kontrollere mit liv, mit arbejde, min familie, mine venner, min omverden. Min verden er ukontrollerbar. Den er simpelthen for kompleks til at jeg har nogen som helst ideer om at det ville være besværet værd at forsøge at kontrollere.

Målbarhed

Når man først har sagt kontrol, har man også sagt mistillid. Derfor er det at kontrollere i sig selv en mistillidserklæring. Bare at gøre noget kontrollerbart er en mistillidserklæring. For hvorfor har du brug for at kunne kontrollere? Det er kun når der ikke er ansvarlighed, at målbarhed bliver et tema, siger Pasi Sahlberg. Skaberen af det finske skolesystem. Jeg tror bare det at vi kan måle det, får ansvarligheden til at kikke efter døren.

Synonymer

Kontrol i ordbogen har synonymer som: beherskelse, magt, herredømme og myndighed. Måske nogle gode bud på hvilke ord vi sætter på dagsordenen når vi snakker kontrol. Ordet tager simpelthen nogle ord med sig, som vi måske ikke har lyst til at invitere indenfor. For at være fair har kontrol også synonymer som styring og ledelse. Men det tror jeg er fra det engelske ”control”.

Tillid til kontrol

Måske har jeg bare mistet tilliden til kontrol. Jeg tror simpelthen ikke på at det løser noget. De gange jeg har skullet bruge noget der lignede, har det været ubrugeligt. Kontrol løser ingen problemer. Hvis vi som ledere begynder at bruge kontrol, har vi smidt ansvarligheden ud.

Tillid, ansvarlighed og ydmyghed

Helt grundlæggende har jeg afskrevet kontrol. Jeg tror på at verden er så kompleks at kontrol kun kan være en illusion. Vi kan godt leve uden, for det der kommer i stedet for kontrol er tillid, ansvarlighed og ydmyghed. Her vil jeg hellere være.

”Lort nok”

Jeg synes jeg lever godt uden kontrol. Jeg savner det ikke. Jeg har det godt med kontrol-tab. Jeg bliver barnligt hoppende, og på tværs når der bliver snakket kontrol. Jeg bliver ”utidig” på fynsk. Jeg holder på Michael Strunge: kontrol læst bagfra siger ”lort nok”.

Uangribelig. Ufejlbarlig. Uflytbar

Glæden ved det ufejlbarlige

Hvor er det dejligt med ting der er ufejlbarlige. Hvor er det dejligt at præsentere noget der er gennemtænkt og gennemarbejdet. Hvor er det rart at have en sikker vinder. Det er trygt at gøre det man kan.

Intet at vinde

Men hvor er det også kedeligt at præsentere noget hvor alle ved hvad det næste er man siger. Hvor er det sikkert og uden noget som helst sats at arbejde med noget der er i mål inden vi begynder. Så er der ingenting på spil. Og ingenting i spil. Ingen læring, ingen udfordring, intet at vinde.

Billedtitel: Mand der tisser

Tillid er evnen til at rumme usikkerhed

Vi skal være bevægelige, blive klogere. Det er det vi priser. Men tør vi det? tør vi vende tilbage og sige at vi er blevet klogere? At det vi besluttede sidst var forkert. Det jeg mente sidst, synes jeg ikke mere? Er det at være ustabil? Ikke til at stole på? Tør du være sådan en leder?

kaptajnen

Eller skal vi holde fast i den sikre kaptajn der står på dækket med rank ryg, og som har svar og ikke laver om på det hele tiden, og ved hvad han vil og kan og synes og gør og mener? Den ufejlbarlige og uangribelige, som måske så også bliver den uflytbare. Den der ikke tør satse? Den der ikke giver plads til at der kan ske noget andet?

Fejlbarligt og flytbart

 Vi skal holde op med at være ufajlbarlige. At bruge kræfter på ikke at gøre noget forkert. Gør noget, så kan du blive angrebet for det, men du kan også starte noget i andre, der handler om at bidrage. For dit initiativ er åbent og ufærdigt. Det er fejlbarligt og flytbart.

Mod

Vi skal derfor også selv turde at gå ind i samarbejder der er det. Vi skal turde være med i noget der kan gå galt. Alt hvad der ikke kan gå galt er der ikke satset nok. Vi skal tage initiativ, sammen med initiativtagerne. Være med til at tegne projektet.

Medejerskab

Hvis vi skal det, skal vi turde at deltage i projekter der ikke er fuldt gennemtænkte, helt gennemarbejdede og ufejlbarlige. Og det kræver mod og arbejde at gøre det. Men vi får til gengæld meget mere ud af det. For det bliver vores projekt. Vi får deltagelse og medejerskab.

Noget der fungerer

Jeg er træt af at folk vil sælge mig noget der fungerer, og som er løsningen på alt. Jeg vil have ting som ikke ved hvor de er på vej hen. Jeg vil købe noget der ikke ved om det er noget værd. Jeg vil ikke købe skræddersyede færdigretter. Så er der absolut ikke plads til mig i det. Ikke plads til nogen fremtid.

Bliv i troen

En vred elefant

Hvornår stod du sidst og så verden omkring dig styrte i grus. Alt det du troede på døde der for øjnene af dig. Du mærker hvordan du bliver dårligere end du egentlig vil være. Du hører dig selv blive dum at høre på. Du ser dig selv opføre dig som en vred elefant i en porcelænsbutik.

Billedtitel: Tæer

Hvad gør man så?

Hvordan kommer man så videre fra sådan et punkt. Det er ubehageligt at opleve at man bliver dårligere end man er. Men også en klar bekræftelse i at vi er i en kontekst. Vi er en del af andre mennesker, og som Gergen siger, så er vores selv det, det bliver sammen med andre. Det bliver skabt sammen med andre.

Kimen

Selvom det er ærgerligt når det går den vej, så rummer erkendelsen også nøglen til at lykkedes. Nøglen til at blive den bedste version af os selv. Vi har muligheden for at blive gode igen, hvis vi sammen bliver gode igen. Hvis vi kan få konteksten til at være den der gør det godt. Og alt det kan vi gøre noget ved.

Samtalen

Vi har muligheden for at blive gode igen. Vi skal holde os parate til et forgreningspunkt opstår. Til samtalen lige pludselig kan ændre sig. Til det tidspunkt hvor nye historier kan blive valide. Det kan være ørkesløst at gå igennem samtaler hvor manuskriptet er skrevet. Hvor der er langt til at der bliver sagt nye ting. Hvor ørerne vil være med til at høre noget andet.

Konteksten

Men med et skifte i kontekst, kan der ske noget. Det kan være en ny person i samtalen, et nyt sted, en ny situation, og så er den der. Det er værd at forsøge sig frem og prøve at skabe skiftene i konteksten, men et forgreningspunkt, er en begivenhed, som Ole Fogh Kierkeby ville sige. Noget der ikke kan være styr på. Og derfor skal der gives plads til at begivenheden kan være der. Og opmærksomheden skal være på hvornår den opstår.

Teori U

Scharmer taler om det som bunden af Uét. Her hvor ingen ved hvad der skal ske. Hvor det der var forberedt ikke giver mening mere. Hvor gamle opfattelser mister deres styrke, og falder sammen. Ligesom min beskrivelse i starten. Blot med den forskel, at der er muligheden for udvikling. Ligesom i starten.

Bliv i troen

Så vi må ikke tro at vi aldrig kommer til at blive gode igen. Vi skal blive der hvor begivenheden får lov til at blomstre. Lige meget hvor dyb afgrunden kan synes der foran os, må vi vende verden og gå videre. Selv lidt håb kan lade sig gøre – som Steffen Brandt siger det.

Vi prædiker udvikling, men beklager os når noget er anderledes

Forandring

Hun siger at det har forandret sig, og derfor er der ikke den opbakning der var før. Det var meget lettere før. Frivillige var frivillige og villige til at være stabile og enkle at arbejde sammen med. Nu… nu er det helt andre vilkår. Jeg lytter til hende, og tænker: ”hun arbejder da normalt for udvikling.”

Billedtitel:model så meget kærlighed

Jo ældre man bliver, jo hurtigere løb man

Det er så taknemmeligt at huske alting bedre før. På en måde er det en god evne som menneske at glemme alt det irriterende og huske det gode, men når det kommer til sammenligninger af hvordan det var før, og hvordan det er nu, så er ”den gang” sjovt nok altid bedre end ”nu”. Jeg har altid ment at det absurd at lave sådan nogle sammenligninger. Konteksten har jo ændret sig, og den har ændret sig på mange måder, som vi ikke ser, eller ikke tænker på. Verden er mere kompleks end vi kan overskue den. Så sammenligninger er absolut absurde.

Anderledes

Anderledes er hverken bedre eller dårligere men bare anderledes. Glem det der med at dømme over det. når det er anderledes er der nye muligheder, men gamle forsvinder. Og det kræver opmærksomhed at se hvad der sker, og se de nye muligheder. De nye handlingsrum. Og selvfølgelig kan vi alle komme til at savne plejer. For de aftaler har en tendens til at være meget lettere. Men vi kan ikke prædike udvikling og så ikke ville undvære noget af det vi har. Hvis vi udvikler os, forlader vi både lette og svære ting.

Stifinder

Så udfordringen er hele tiden at have blikket stift rettet mod de muligheder, og resurser der kommer til syne efterhånden som vi bevæger os. vi skal være som en stifinder der er på vej, og kender retningen, men ikke vejene. Vi skal ikke slå hjernen fra, og kun tænke på et opdigtet mål, så vi kan sige: ”nu er vi her!”. Vi skal kikke os omkring og finde stierne. Det er som at være på eventyr. Og en gang imellem får man våde fødder, men bare man får dem tørret, er det ok.

Jeg vil ikke sige

Jeg nægter at være kulturpessimist, og insisterer altid på at det er bedre nu end før. Hvis jeg ikke kan se det, er det fordi jeg ikke har fået øje på det. det betyder at jeg bliver nød til at se efter de resurser der gemmer sig, ellers kommer jeg til at føle mig som en gammel bitter mand. Jeg vil ikke sige: ”det var meget bedre dengang…”